Et spørgsmål om prioriteringer

I den seneste tid har jeg næsten ikke haft tid til at hækle: Med studiestart på nyt fakultet og en læsebyrde af helt uoverskuelige dimensioner var jeg nødsaget til at lade garnet stå hengemt - men ej glemt - i de første uger af september. Da jeg så endelig så mit snit til at kigge op fra bøgerne og hengive mig til hæklingen, var jeg så determineret på at færdiggøre Jakobs julegave, at jeg helt glemte, at det faktisk var blevet efterår.


Kampen mellem garn og bøger ser
allerede ud til at blive et tilbage-
vendende dilemma dette efterår
Næsten færdigt Eventyrtid-makkere
sidder på garnhylden og venter på, at
de sidste af Finns lemmer er klar


Pludselig stod jeg altså i en situation, hvor jeg var i virkelig god tid med julegaverne (bevares, jeg er stadig ikke færdig - og bliver det sikkert først i sidste øjeblik), men til gengæld hver dag sendte mine børn i institution uden hverken huer, vanter eller det, der minder om ansvarlig påklædning i det temmelig kolde vejr, der har stået for døren siden sidste weekend. Hvad skete der lige? Planen var jo, at jeg skulle have hæklet verdens varmeste, flotteste vinter-gear til ungerne og i sidste ende vinde det eftertragtede trofæ som Verdens Bedste Mor. Åbenbart ikke. I stedet måtte jeg finde gamle vanter frem, købe nye sutsko og (og nu går det heldigvis fra tragisk til mindre tragisk) skynde mig at få hæklet en vinterhue til Anna. Med ewok-huen som skabelon drønede jeg i NETTO efter billigt, tilbuds-men-100%uld-garn og gik i hæklehi over weekenden, og vupti: Nu har jeg i hvert fald ét barn, som bærer præg af, at moar er både ansvarlig OG kreativ. 


Den hjemmestrikkede sweater hjælper lidt på det selvgjorte look - men
den kan jeg desværre ikke tage credit for. Det er oldemors værk :-)

Opskriften er lavet frit efter The Velvet Acorn's opskrift, som jeg fandt via
etsy - du kan se både original hue og link til opskrift HER



























At de matchende vanter så nok ikke bliver færdige før til juli, fordi jeg sikkert ender med at prioritere alle mulige andre hængepartier (nævner i flæng evigheds-lappetæppet, diverse julegaver, et par MacBook-sleeves, et lille hemmeligt projekt og, nå ja, læsningen), det er en anden sag, som jeg ikke gider at spekulere mere over lige nu. Man kan jo ikke altid få det, som man havde planlagt det - og i sidste ende er det jo bare et spørgsmål om prioriteringer ;-)

/Isabella.

2 kommentarer:

  1. Hej!

    Fede ting du har lavet!

    Jeg har en Eventyrtid vild datter og ville høre hvilket mønster du har brugt til Finn og Jake. På forhånd tak!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Malene,
      Undskyld det alt for sene svar - din kommentar er slet ikke dukket op i inboxen, så det beklager jeg virkelig!
      Jeg har netop uploadet et indlæg med det færdige resultat af Finn & Jake. Opskriften er købt på Etsy til 50 kr - det er helt sikkert pengene værd: https://www.etsy.com/listing/100185096/pdfs-of-finn-and-jake-amigurumi-patterns
      De bedste hilsner, Isabella.

      Slet